Palæstina britisk mandatområde

Der er heller ingen konkrete visioner for, hvordan en løsning af den grundlæggende Palæstinakonflikt kan realiseres.

De fleste lande i verden, inklusive USA, EU-staterne, Kina, Rusland og staterne i Den Arabiske Liga, taler om den såkaldte to-statsmodel. The UN General Assembly passed a resolution on November 29, 1947, suggesting the division of Palestine into two states — a proposal that the Palestinian Arabs rejected.

Det hebraiske Universitet var som navnet antyder et jødisk universitet. This period was also characterized by intense rivalry between the Great Powers — the British, Russian, French, German, and Austro-Hungarian Empires. 30 % af den samlede befolkning. Det indebærer, at den samlede palæstinensiske befolkning skønnes til 10-11 millioner.

Diaspora er betegnelsen for folk, der lever uden for deres fædreland, som de gennem historie, kultur, etniske eller religiøse forhold fastholder kontakt til.

Med Arafats erklæringer i Algier og Stockholm var vejen banet for dels diplomatisk at anerkende PLO som forhandlingspartner, dels den model, der skulle komme til at blive defineret som en tostatsløsning.

Under påvirkning af den palæstinensiske opstand, Intifadaen, fra 1987 og Golfkrigen i 1991, lykkedes det en gruppe palæstinensere og israelere gennem hemmelige forhandlinger bl.a.

Det tilskyndede dem til at støtte oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, hvortil de overlevende europæiske jøder kunne migrere i stedet for at blive integreret i de økonomisk kriseramte europæiske stater.

I 1946 blev den Anglo-Amerikanske Undersøgelseskomité nedsat af Storbritannien og USA. Den skulle finde løsninger på, hvad der skulle ske med de flere hundredetusinder af holocaust-overlevende og andre fordrevne jøder i Europa.

Komiteen gennemførte høringer og bl.a.

Landet øst for Jordanfloden fik navnet Transjordanien – fra latin: Landet på den anden side af Jordan – set fra Rom.

Det gav englænderne en stor fordel.

Man havde jo, for at få araberne til at gøre oprør mod Det osmanniske Rige, lovet Hussein ibn Ali, fyrsten i Hedjaz, et selvstændigt arabiske rige, når Det osmanniske Rige var besejret.

Men i mandataftalen blev det fremhævet, at mandatadministrationen og dermed Storbritannien skulle efterleve Balfours løfte fra 1917.

Efter forhandlinger med allierede, først og fremmest Frankrig, samt med zionisterne, blev mandatteksten vedtaget i 1922, og det britiske mandatstyre trådte formelt i kraft året efter, men reelt havde det eksisteret siden 1920.

Mens det jødiske folk nævnes i teksten, er der ingen henvisninger til det palæstinensiske eller det arabiske folk, som der alene henvises til som ”indbyggere i Palæstina”.

Han blev myrdet af en jødisk bosætter ved en demonstration i Tel Aviv i 1995.

Da 1948-flygtningene ikke var omfattet af Principaftalen, anså mange palæstinensiske grupper Arafat for at være en forræder. Kritikken voksede i takt med, at resultater udeblev i selve processen.

Den israelske tilbagetrækning fra byer på Vestbredden stoppede allerede i 1996 ved byen Hebron, hvor der i centrum er en jødisk bosættelse, Israel ikke ville rømme.

Konsekvensen ville blive hundredtusinder af fordrevne palæstinensere i de arabiske lande, påpegede han og understregede, at det ville destabilisere landene.

Komiteen havde lyttet til Hourani, for den pegede på netop dette problem og anbefalede, at der maksimalt skulle gives certifikater til 100.000 jøder til indvandring i Palæstina.

Traditionelle erhverv i landbrug, handel og håndværk er stadig dominerende. Argumentet vandt gehør i de vestlige lande, hvor fx Storbritannien og især Frankrig havde talt om civilisering som begrundelse for kolonisering. Israels reaktion var en total blokade, herunder mod mad og medicin, omfattende bombeangreb mod de større byer, der efter israelsk invasion blev belejret.

Den 7. Revisionisterne under Zeev Jabotinsky afviste den klart, man ønskede en jødisk stat i hele det historiske Eretz Israel altså inklusive Østbredden/Transjordanien.

På en konference i London i begyndelsen af 1939 forkastede både de jødiske og de arabiske palæstinensere Peel-kommissionens forslag, hvorefter den engelske regering under Neville Chamberlain udstedte den såkaldte Hvidbog (se kilde 46).

På grundlag af Peel-kommissionens forslag bestemte regeringen, at der de næste fem år stadig kunne komme i alt 75.000 jøder, hvorefter yderligere indvandring skulle være afhængig af arabisk godkendelse.

Irakerne håbede, at samarbejdet med Musa al-Alami ville fremme briternes støtte til at give Irak øget regional indflydelse.

Egypten, Irak, Jordan og Saudi-Arabien var mere interesserede i egne regionale forhold end i palæstinensernes situation.

I takt med, at lokale palæstinensere gjorde oprør både mod de jødiske bosættere og det britiske mandatstyre, voksede antallet af britiske soldater til på et tidspunkt at tælle omkring 100.000.

1250Mamlukkerne erobrer Palæstina.1099-1291Kongeriget Jerusalem regeres af kristne korsfarere634-640Palæstina underlægges kalifatet

Nationalistiske strømninger prægede europæisk politik i 1800-tallet, hvor nationen skulle defineres af et bestemt folk, der levede i et afgrænset territorium i en suveræn stat, som følgelig blev defineret som nationalstat.

Erklæringen blev godkendt af PLO og den israelske regering under Yitshak Rabin og underskrevet ved en ceremoni uden for Det Hvide Hus med præsident Bill Clinton som vært den 13. Med andre ord var målet både for de sekulære og de islamistiske grupper en palæstinensisk stat til erstatning for Israel, og de anerkendte ikke staten Israel.

Fra 1988 accepterede Fatah en deling af Palæstina, og at den palæstinensiske stat kan bestå af Gaza og Vestbredden.

Den 19. USA’s præsident Harry S. Truman godkendte med det samme efter rapportens offentliggørelse antallet på 100.000, men ignorerede de øvrige anbefalinger om, at lande i Europa burde repatriere de øvrige flygtninge.

Trumans udmelding skabte krise i forholdet mellem USA og Storbritannien, og en ny regeringskommission, Morrison-Grady, blev nedsat.